onsdag den 25. november 2009

DSB eller mig der er noget galt med

Hvordan kan det være, at det i et moderne samfund skal tage 45 minutter at få en fejlmeddelelse fra DSB bookingsystemet. Så lang tid tager det ikke engang at opgive at komme igennem til 3 mobil eller Call Me.

DSB's bookingsystem til togbilletter og pladsbilletter må være programmeret i gode gamle BASIC og placeret på en Commodore Pet server placeret i Tibet. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal tage 45 minutter IKKE at få en pladsbillet til Århus. Og skyld ikke på Internethastigheden i min ende. Jeg sidder til daglig på en 1 GB forbindelse.

Jeg måtte opgive og gentage forsøget sent på aftenen. Selv på det tidspunkt tager det ca. 20 minutter, men det lykkedes da til sidst.

En morsom ting man man beskæftige sig med, mens man venter er, at ringe på det support nummer, som DSB oplyser. De er endda så venlige at informere om, at man skal taste 7 ud af alle de muligheder man bliver stillet overfor. Problemet er bare, at der ikke er bliver oplyst om mere end 4 muligheder, når man så ringer. Og selv om man så forsøger at taste et af de 4 forslag, får man at vide, at man ikke har reageret og samtalen bliver afbrudt. Jeg gentager forsøget og proceduren er det samme. Konklusion: Service på niveau eller endog dårligere end mobilselskabernes. Deres systemer giver dog trods alt mulighed for at bestille noget - men de er jo også profitfokuserede, i modsætning til.... Tager bilen næste gang til Århus.

Nå, må hellere slutte. Skal være i Århus kl. 9:00 og holde kursus i faldgruberne i Google Adwords administration. Håber at toget lander til tiden.

fredag den 18. september 2009

301 redirects igen igen igen

Hvor ofte skal man sige det før, nogen gider lytte?

På to dage har jeg nu haft 2 prominente virksomheder, hvor man ikke har forstået vigtigheden af 301'ere.

Først holdt jeg lukket kursus for en mellemstor televirksomhed, som helt tilbage i februar-marts mistede 95% af trafikken fra den ene dag til den anden. Man mente at Google nok snart ville indeksere de nye URL'er, men det er altså ikke sket endnu.

Dagen efter fik jeg en opringning af en marketingchef, der var flyttet fra et firma, som jeg tidligere har arbejdet med SEO/SEM for. Den nye virksomhed havde fået nyt website, og havde fået et tilbud fra et SEO-firma på 90.000 for at udføre SEO på sitet. Han ringede til mig, da han ikke mente at jeg var helt så dyr.
Firmaet har registreret domænenavnet i 1997, og har sandsynligvis haft noget liggende på den lige siden, da der er tale om et gammelt velrenommeret firma i transportbranchen.
Webbureauet formår på et nanosekund at ødelægge 13 års ranking i Google, ved at "glemme" at redirecte de gamle sider ind i de nye.
Og SEO firmaet ville tjene godt på at udføre noget, som højest tager nogle timer i dette tilfælde. Jeg tror ikke de har opdaget 301-miseren.

Så kære Webbureauer, webdesignere og andet godtfolk derude. Hvis I ikke ved hvad en 301 redirect er, burde I måske finde på noget andet at lave.

lørdag den 8. august 2009

Waste of money

Jeg beklager at det er så længe siden, at jeg har haft noget at beklage mig over. Men jer har sgu haft så travlt med SEO-opgaver, så det er ikke lige andres sites, som jeg har beskæftiget mig med på det seneste.

Nu er jeg så blevet involveret i en opgave vedr. et site, som skal optimeres til andres produkter - et site som skal ranke på andres søgeord og tjene penge via affiliate markedsføring.

Jeg har så researchet lidt på de webshops, som tilbyder affiliates' deres bannere mod betaling. Affiliate markedsføring er jo en udemærket måde at få sine produkter ud på markedet på - hurtigt og (kan være) effektivt.

Jeg fandt ud af, at nogle af dem ikke havde andre muligheder, da deres Webshops ikke ranker på noget som helst. Hvis man ikke ved hvordan man gør sin butik, bare rimelig synlig på Google, kan det ende med at blive endog meget dyrt at drive en webbutik. Så må man jo betale for Google Adwords og Affiliate markedsføring for ever.

Nogle af dem jeg har kigget på, er endda teknisk hindrede. Forstået på den måde, at den løsning de har fået leveret fra Webbureauet, fra starten lægger hindringer i vejen for ranking i Google. Det "morsomme" er, at mange af disse webshops jo er flot designede, og firmaet som har udført arbejdet bruger da også disse webshops som reference. Desværre ved de bare ikke noget basalt om SEO, hvorfor deres arbejde må siges at være spildt - vel at mærke hvis man vil tjene penge på shoppen.

Et par eksempler:

e-shampoo.dk er udviklet af et dansk webbureau og det er de vældigt stolte af. men e-shampoo formår ikke at ranke som nr. 1, selv om de er de eneste som har "Sebasitan Xtah voks" i title tag'et af alle de få, som tilbyder produktet. Sitet giver kun mulighed for at finde produkter på relativt ukendte brandnavne, og IKKE på kategorier. Sitet vil altså aldrig kunne ranke på f.eks. "hårvoks".

Fra samme leverandør kan du finde referencen Kinapriser.dk, hvis url til hovedsiden ser sådan ud: http://kinapriser.dk/open1/openosc/openosc/index.php
Med følgende title tag: "China-Prize.com Video surveillance, surveillance camera, GSM alarm, GPS tracker, car accessories, alarm, memory card, wi"
Og selv om de har en PR3 for forsiden, er samtlige undersider grå i Google's PR-felt - sandsynligvis fordi der ikke er rigtige links dybere ned i strukturen.

En tredie reference var lukket ned, sandsynligvis p.g.a. manglende omsætning:

En fjerde webshop har karl-smarte url'er, prøv lige denne: http://www.ice-shop.dk/index.php?cPath=57_152 - og alle underside uregistrerede.

En femte er babytex.dk, som formår at undgå at være søgbar på deres eget slogan "sortiment indenfor babytekstil" på trods af at dmoz viser deres optagels som nr. 2 på søgningen.

Nu har jeg for en gangs skyld undladt at nævne webbureauet ved navn, men listet nogle webshops, som har behov for hjælp til søgemaskineoptimering. Hvis de ikke får det, vil jeg være varsom med at købe produkter med 14 dages returret. Det er ikke sikkert at der er nogen af returnere til om 14 dage.

I dt store udland kan det måske lade sig gøre at overleve som Webshop, udelukkende på Google Adwords og Affiliate markedsføring. Men jeg vil tvivle på, at det er muligt i Danmark, med mindre man er MEGET dygtigt til at håndtere adwords markedsføring.

lørdag den 20. juni 2009

Google skruen uden ende

Når man sætter en ny Google Adwords kampagne op, kan man ifølge Google selv, nøjes med at byde 6 øre og få sin annonce vist.

Alt efter konkurrence på de søgeord man har valgt, så bliver det selvfølgeligt dyrere, hvis der er andre der byder på samme søgeord. Det er jo logik for burhøns og jo netop meningen med konceptet sponsorerede links.

Men hvad så med Google Adwords, hvor der ingen konkurrence er? Så burde du jo kunne ligge helt alene med din annonce på f.eks. "logik for burhøns i Holstebro". Det ord er der vel ingen konkurrence på - og så burde du kunne få annoncen vist for 6 øre. Eller hvad?

Næh nej.

Jeg har netop startet en kampagne op, hvor der kun er 1 = én konkurrent på de samme søgeord. Google har plads til 10 annoncer i højre side og et par stykker i toppen.

Jeg byder 30 øre og får i første omgang at vide, at alt er fint. Efter kun en times kørsel, får jeg at vide at et af søgeordene kræver 37 øre for at blive vist på side 1. På side 1? Jamen for f... der er jo ingen andre!

Jeg byder så 37 øre. I løbet af den næste dags tid, dukker flere og flere søgeord op, som kræver mere og mere for at blive vist på side 1 - stadig uden konkurrence. Det dyreste er nu oppe på 65 øre. I morgen er det vel 12 kroner hr. Google beder om. Stadig uden konkurrence.

Og vel at mærke på en registreret Quality Score på mellem 7 og 10! Jeg kunne forstå det, hvis jeg ikke kunne stave eller skrive tekster. Men de er sgu perfekte og landingssiden er perfekt. Hvad i h... kan forsvare at skrue prisen op uden konkurrence.

Der er vist en sag for konkurrencestyrelsen her. Anmeldelsen bliver afsendt i næste uge. Nu er jeg f. træt af at blive f. af G.

Kære læser brug Bing og giv G lidt konkurrence. Jeg hader monopoler.

mandag den 8. juni 2009

Bestil plads hos Google

Jeg havde en sjov oplevelse idag, og det er jo ikke hver dag man har det ;-)

Men et telefonopkald skabte speciel moro i firmaet. En person ringede og i løbet af samtalen viste det sig at vedkommende troede at han havde ringet til Google (tak Google for placeringen i SERP).

Han ville gerne bestille optagelse af en ny hjemmeside, så den blev synlig i Google. Først troede jeg at det var en joke, men i løbet af samtalen kunne jeg forstå at ungersvenden mente det alvorligt.

Han VILLE gerne bestille placering i Google's søgeresultater og troede fuldt og fast på, at det var Google han ringede til. Han påstod at han allerede havde en hjemmeside, hvor han havde gennemført samme procedure og fået gjort den hjemmeside synlig på samme måde.

Da han nu troede at det var Google han ringede til, kunne jeg jo ikke få ud af ham, hvem der havde hjulpet ham første gang, så jeg forsøgte at få ud af ham, hvad han ellers havde gjort. "Ikke andet end at betale et månedligt abonnement", som han forventede at kunne fortsætte med.

Da jeg efterhånden lød meget skeptisk, og måtte indrømme at jeg ikke var fra Google, og at man ikke kunne ringe til Google og bestille plads, blev det svært at få flere oplysninger ud af ungersvenden.

Jeg sluttede med at rådgive ham om, at google "søgemaskineoptimering", da jeg så var sikker på at han ville komme i gode hænder hos d'Míb eller Rosenstand. De vil helt sikkert gerne hjælpe ham med at registrere sig hos Google ;-) Og han søger jo linkjuice 24 timer i døgnet anyway, så her fik han lidt til - helt gratis.

søndag den 7. juni 2009

Endnu en dansk side med fødsel og børnetøj

Der er jo ingen grænser for, hvor mange hjemmesider der kan oprettes og hvor mange webshops der kan startes om og med produkter for gravide, babyer og børn i alderen kravle kravle til gå på to ben.

Er der da for h. ingen brancheorganisation, som kan lære dem, som forsøger at komme ind på det marked, at det er sværere end rejsebranchen at få attention på Google her.

Nu kan man så læse en online pressemeddelelse om mamanet.dk at de er en videreførelse (!) af det norske ditto på norsk (de har dog ikke fået alle overskrifter oversat endnu). Ifølge teksten på hjemmesiden har de dog eksisteret som dansk hjemmeside i anonymitet siden 2007 og drevet af danske jordmødre.

Fint nok med det og fred være med det.

Men de lokker andre gravide og nylige mødre til at spendere penge på at annoncere på deres hjemmeside mod betaling. Og vel at mærke på en hjemmeside, som siden 2007 ikke har været synlig på Google på noget som helst søgeord, som har med babyer, gravide eller førstegangsfødende at gøre.

Men der måske bare tale om en form for viral markedsføring blandt jordmødre, der skal promovere andre? Hvis man kigger på http://mamanet.dk/om-os/om-os, kan man se, at med den struktur som sitet har, har Google knapt nok registreret siden endnu.

Endnu værre er det, at den uendelige liste over webshops, som tilbyder produkter til målgruppen, heller ingen Pagerank har. Så hvis du vil spare penge, så lad være med at udnytte mulighederne på http://mamanet.dk/annoncere.html - med mindre du kan få en plads på klik-pris til max det samme som en Google Adwords annonce koster.

OG, lad mig lige advare. Google Adwords annoncer i denne branche koster spidsen af en jetjager. Bl.a. fordi de fleste gør-det-selv-selv, hvilket jo er lige hvad Google gerne vil have folk til.

En hurtig søgning på ordet "babytøj" viser f.eks. at INGEN ander hvad "Call to Action" betyder - eller hvad "Dynamisk titel" betyder. ALLE falder for Google's gør-det-selv-selv er billigst koncept - og som er dyrest til sidst. INGEN har været på Google Adwords kursus (hos andre end Google måske).

Gravide, jordmødre, førstegangsfødende og alle andre i samme målgruppe. You have been screwed by Google, not by your husbonds !

onsdag den 27. maj 2009

Leasy online markedsføring sucks

Jeg fik en for nyligt en opfordring til at være lidt mere agressiv, så her er jeg altså på banen igen.

Jeg har igennem 3 år anvendt L'easy som eksempel på et firma, som hverken kan finde ud af at blive synlig i de naturlige søgehits eller køre effektive Google Adwords annoncer.

Jeg har været i kontakt med deres marketingdirektør og online marketingchef, men de udtaler: "de har ikke tid, da de ekspanderer i udlandet" og "der findes jo mange andre som kan det samme", o.s.v. Jo, tak, men så brug da for h.... bare én eller anden.

L'easy anvender et millionbeløb pr. år på dårligt optimerede Google Adwords annoncer, og det vel også fint nok. Så kan de mindre butikker jo også få plads.

L'easy anvender 0 (nul) kroner på SEO (forhåbentligt) og det er jo også fint nok, når man har penge nok.

Nu anvender de også penge på Affiliate markedsføring, og det er også fint nok. Hvis de bare lod være med at spilde affiliates partneres tid.

Jeg har personligt optimeret en White Label side til at ranke på side 1 på Google på L'easy og leasy. Siden er optimeret til emner omkring bærbare computere, som de kører kampagne på frem til 31. maj. Jeg anvender deres bannere og links fra Euroads.

Efter et par dage finder jeg ud af, at bannere og links ender i 404-fejl og sider som ikke har med links at gøre. Desværre kommer jeg til at klage til den forkerte affiliate-partner og får først svar i dag - 11 dage senere. Partneren lover at gøre L'easy opmærksom på problemet, men det viser sig at de slet ikke har L'easy inde som kunde.

Så først i aften har jeg kontaktet den rigtige affiliate partner for at gøre opmærksom på problemet. Men det betyder altså at både Euroads og L'easy har haft kampagner kørende i mindst 14 dage, som ikke har virket og som ender i "Page Not Found".

L'EASY har nok stadig for travlt med at ekspandere, siden de stadig ikke interesserer sig for SEO, SEM og Affiliate markedsføring.

Med den ene White Label side, som ranker på deres navn og produkter, burde de egentlig betale ekstra, da det presser nogle af deres dårlige omtaler om på side 2 på Google.

Men det er de nok også ligeglade med. De tjener nok mest på kuponhæfterne alligevel.

P.S. Hvis der skulle være nogen, der har brug for hurtig markedsføring, kan vi tilbyde en tilsvarende White Label side og give garanti for ranking på Google på meget kort tid. Time to Market er vist stadig vigtigt for andre end L'easy.

onsdag den 1. april 2009

Vinder af Search prisen fra FDIH

FDIH kårer d. 2. april 2009 vinderne af en række priser på eventen E-Handelsprisen 09. Bl.a. uddeler FDIH den omdiskuterede "Search prisen", som bl.a. deMib har kritiseret kraftigt.

Nu kan man hos FDIH læse, hvilke 3 der er i finalen om Search prisen: StarTour, TV2 og Wupti.com.

SEOMekanikeren gennemgår de 3 sites her og afslører vinderen af Search prisen 2009:

Vi starter med StarTour. Det positive først: De fanger en 404-fejl. Title tag's er unikke og rimeligt OK i forhold til at de er automatgenererede. Description tags tages fra første sætning i brødteksten, hvilket også rimeligt OK. Men ingen af dem er perfekte. Er det bare min computer som bliver ved med at advare mig om, at "denne hjemmeside indeholder både sikre og ikke sikre items"?
Ranking i Google: Ifølge homepage er "familieferie" et af de vigtigste søgeord, og StarTour ranker som nr. 11. "Parferie" nr. 1, men den er også for nem - Google kan kun detektere 46 søgninger pr. md. i gennemsnit.
Hvis vi tager fat i de konkurrencebetonede søgeord blandt StarTour's rejsemål, bliver sagen straks en anden. Søg på "charterferie til grækenland" og StarTour kommer ind som nr. 90 (!), På "direkte fly til phuket" (står på deres forside) ranker de ikke indenfor de første 10 sider. Og så gider jeg altså ikke mere research på StarTour. Der er tale om en ommer!

TV2 er jo svær at dissikere. Qua deres medietække og bevågenhed, SKAL de jo ligge godt til. De har da også 1½ mio. sider indekseret i Google. Men noget må være galt, siden tv2.dk kun ranker med hovedsiden som nr. 10 på en site-search. Selv Momondo ligger før.
Deres title tag siger "nyheder" først, så vi går ud fra at det er deres vigtigste søgeord. På Google ranker de dog efter dr, Ekstra Bladet, BT og Berlingske. "vejret" er det andet ord i title tag'et, men de er ikke engang på side 1 i Google. På site-search vises sporten.tv2.dk først, og de ranker da også som nr. 2 på "sport", men efter hovedkonkurrenten sporten.dk (som vel ejes af BT?).

Hvordan Wupti.com er havnet i finalen, er med til at understrege at prisen ikke er den html-tekst værd, som har beskrevet den. Hvis man kigger på Wupti.com's homepage, så er title tag'et godt nok meget korrekt, den siger nemlig: "Wupti.com - Forside" og det er da det mest geniale title tag, som vi længe har set. Det beskriver eksakt for brugeren hvor man er henne på Webshoppen.
Generelt må man sige at title tags og description tags ikke er optimale, hvilket jo kan være en kunst, når de skal genereres ud fra en algoritme. Men det pudsige er at ud af Wupti's 63.700 sider, er der stort set ingen description tags, som Google anvender. Google tager sit eget snippet, hvilket burde indikere en omskrivning af algoritmen.
Når vi så kigger på ranking i Google på de søgeord, som Wupti finder vigtige i f.eks. kategorien "Husholdning", kan vi konstatere, at Wupti.com har nået målet: de ligger faktisk som nr. 8 på ordet "husholdning", nr. 59 på "støvsugere" og nr. 9 på "køkkenudstyr" (godt nok ikke samme kategoriside, men det tæller jo alligevel).
En anden ting man må konstatere, er at Wupti.com ikke har en side, som opfanger 404-fejl. Nu gider jeg ikke at forklare hvad det er, i denne artikel, så hvis Wupti ikke ved hvad det er, må de lige ringe.

Øh, hvad var det lige Search prisen skulle præmiere? Er der nogle SEO-eksperter involveret her?

søndag den 29. marts 2009

Webbureauer har ikke forstand på SEO

Igen igen har jeg måttet konstatere at kursusdeltagere er blevet snydt af deres Webbureau. De har fået en flot designet hjemmeside, bevares. Javascript og Flash og hele gøgemøget, flot. Tekst i Flashen indekserbar, flot. Kunden tilfreds, flot. De ønsker ikke for meget tekst på forsiden, OK.

MEN kom så for h. ikke og forvent at sitet kan blive nr. 1 på Google på nogle søgeord, som ikke findes på forsiden. Ja, men bureauet havde lovet at det var søgemaskinevenligt! Og de er store og velrenommerede.

Jeg kan fortælle at jeg endnu ikke har mødt en kursusdeltager, som har fået leveret et site fra deres webbureau, som er optimalt designet i forholdt til søgemaskinerne. Og vi taler altså om 100'vis af kursusdeltagere på SEO kurser, Google Adwords kurser og Online Marketing kurser.

Senest opdagede jeg på en afstikker fra dagens emne (Google Adwords), at en deltagers hjemmeside havde hele 4 URL'er, som viste forsiden. Det velrenommerede webbureau, som jeg for en gangs skyld skal lade unævnt af hensyn til den prominente deltager, havde lovet at levere en søgemaskinevenlig løsning. Inkl. 301 redirects. Men man havde altså bare glemt at sitet var tilgængeligt med og uden www, med og uden https. De to deltagere fra det velrenommerede firma, hvis søsterselskab anvender mange mio. på TV-reklamer, var nærmest i chock.

Og man undrer sig stadig over, hvorfor webbureauer ikke allierer sig med SEO-eksperter. Personligt er jeg forlængst stoppet med at holde crash-kurser for webbureauer. Dagen efter går de ud og markedsfører sig som SEO-eksperter. Det gider jeg sgu ikke stå model til.

SEO kræver konstant research og det afsætter de ikke nogen til. Det kan ikke betale sig, da kunden bare vil have et website så billigt som muligt. Fint. Men forvent så ikke at Google giver luksusplaceringer.

onsdag den 18. marts 2009

Martin Thorborg trodser Google

I en klumme i Computerworld (den trykte udgave) fra den. 6. marts opfordrer Martin Thorborg til at supplere sin linkbuilding med køb af links fra specielt amerikanske hjemmesider (jeg ved faktisk ikke om klummen også findes online på CW, så du må selv lede efter den).

Jeg tillader mig at citere "Er din e-butik rettet mod det engelsktalende marked, så er det nemt og billigt at få en masse indgående links til sin shop. Der sidder nemlig en masse intere klar til at bygge links for uhyggeligt små penge. Typisk koster links et sted mellem 2 og 10 dollars pr. styk, alt efter kvaliteten af dem."

Længere nede kommer Martin trods alt med en række krav, som man skal huske at stille til de links, man bliver tilbudt.

Her kommer så en advarsel: Google's generelle politik vedr. betalte links er, at de skal efterfølges af et No Follow tag. Så hvis man holder sig til Google's retningslinier, får man altså ingen værdi tilført sin hjemmeside, hvad angår ranking.

Martin kan så mene at der blot er tale om, at betale nogle indere for at finde steder hvorfra man kan få gratis links, hvilket jo ligger indenfor retningslinierne.

MEN, hvis man ikke har erfaring med linkbuilding, skal man være meget varsom, idet man kan risikere at blive straffet af Google, hvis det SER UD SOM et betalt link. Og her kan man altså ikke ringe og spørge Google om det er OK eller ej. Det kan kræve et trænet øje samt både gode og dårlige erfaringer med linkbuilding, for at vide hvad der kan falde i unåde hos Google. Hvis man kun har én Webshop, kan man jo ikke tage risikoen selv at teste Google's grænser af.

En anden ting er, at hvis din hjemmeside eller Webshop er bygget på et nyt domænenavn, er du specielt i risikogruppen. Hvis din linkbuilding udføres for hurtigt, risikerer du at det giver backfire. P.t. er man i risikogruppen indtil hjemmesiden er 12-18 måneder gammel, specielt hvis man befinder sig i et konkurrencebetonet marked. Du risikerer at havne i Google's sandkasse langt ude i søgeresultaterne, specielt på de generiske og/eller konkurrenceprægede søgeord.

Martin skriver videre: "Lad være med at bygge for mange links i begyndelsen, bare en tre-fire stykker om dagen,...".

For det første vil jeg mene at "begyndelsen" kan være netop 12-18 måneder. Og hvis man ikke er blevet så gammel, kan tre-fire stykker om dagen, sagtens ende i en katastrofe.

Google's inkubationsperiode ser ud til at være blevet længere indenfor det seneste års tid. Og det er selvfølgelig ikke rart, hvis man netop har investeret et antal hundredetusinde kroner i en Webshop med varelager og personale. Men det er desværre situationen i øjeblikket. Så det bedste råd jeg kan give, hvis du går med tanker om at starte en ny Webshop: Gå ud og køb et aktivt domæne med et par år på bagen. Det er næsten ligegyldigt, hvordan den ranker med den eksisterende hjemmeside, da det kan fikses med en omgang SEO efterfølgende. Det kan spare måske 12 af de 18 måneder og gøre at du hurtigere kommer igang med at tjene penge.

fredag den 27. februar 2009

TDC Hotspot - Fup og Fidus - Spild af penge

For 30 kroner gider jeg ikke at sidde i 30 minutters kø til TDC's klageafdeling. Men jeg gider godt give dem 5 minutters dårlig omtale på min blog.

Jeg ejer et i øvrigt fremragende 3 modem, som jeg normalt ikke har problemer med at komme i kontakt med omverdenen med, bortset fra de 5 min. som det tager at komme under Storebælt. Jeg rejser ofte frem og tilbage til Århus i tog og der er det jo perfekt med et 3 modem (nej, jeg kan garantere at jeg ikke får provision fra 3, selv om jeg burde). Fuld dækning hele vejen og jeg kan arbejde, næsten som på kontoret.

Nu var jeg så i Jylland til et par møder, hvor toget ikke passede ind i geografien, så jeg måtte jo spilde tiden i bil. Fint nok med det og jeg forventede at kunne være online med mit 3 modem (endog det nye turbo modem) hvor jeg havde behov. Mine møder lå så tæt, så jeg kun kunne nå at se indkomne mails i starten af møderne, men fik aldrig tid til at svare på dem.

På vej tilbage til Jævleøen, som de jo ofte minder mig om, at jeg bor på, når jeg er tilbage på min føde (halv) ø, fra Aalborg (med 2 a'er) skal jeg indtage mit aftensmåltid på motorvejsdineren ved Skærup Mølle lige syd for Vejle. Det er et "dejligt" sted, som ligger nogenlunde midtvejs mellem hele Jylland og Københavnsområdet. Og som sædvanligt er jer ret sulten når jeg kommer forbi der - uanset om jeg er på vej til eller fra Jylland i bil.

Jeg bestiller min Pebersteak, finder en plads, slår den bærbare op, sætter 3 modemet i. No contact. Imponerende at jeg kan bevæge mig rundt i det mørkeste Vestjylland, på en campingplads i Holland eller i et 2 stjernet hotel i Polen og have kontakt med omverdenen. Men ikke et par kilometer syd for Vejle klods op ad motorvejen. Her er der pludselig ingen kontakt via 3.

Gode råd er dyre (viser det sig). En hel dags mails fylder et par sider og mindst 20 af dem skal helst have svar under Pebersteaken, ellers ligger de jo bare over til i morgen, vor der dukker 20 nye op med rødt flag. Og nogle af dem kunne risikere at være vigtige (!).

Men heldigvis er man jo stoppet på en Statoil (eller var det Shell) med en Monarch restaurant (?), som jo har aftale med TDC og dermed med hotspot.

Spot på hotspot. TDC foreslår selv 30 kroner, fint nok. Spørger den venlige unge pige, som kommer med pebersteaken, hvor meget de 30 kroner dækker - 30 kr. pr. minut eller pr. time eller ? Det ved hun ikke, så 30 kroner er vel fint nok og betaler med kreditkortet.

TDC / Monarch tager imod betaling og kvitterer med adgangskode. P.S. Man kan ikke selv vælge brugernavn. Uanset hvad man foreslår, sætter TDC ".tdc" efter. OK, tænker man (jeg). Heldigvis har jeg en privat TDC konto, så jeg indtaster denne, men TDC sætter stadig .tdc efter. Der er jo lettere åndsvagt at have et bruger navne, der hedder seomekanikeren@tdchallo.tdc.dk, så jeg opgiver og angiver nogle tilfældige bogstaver, som bliver til xyz(at)tdc.dk

Jeg får min kode og logger ind. MEN, hver gang jeg logger ind på TDC Hotspot, så vender systemet tilbage til login siden. Ingen reaktion overhovedet.

Jeg spørger forsigtigt servitricen om der har været andre der har klaget over at deres TDC Hotspot ikke virker? Ja, siger hun glad. Der var en for et par timer siden. Nå, tak for at du ikke advarede, da jeg spurgte om prisen.

Prøver at ringe TDC hotline. Lukker 16:15. Prøver at maile - nåh, nej det kan jeg jo ikke. Men der findes faktisk et link til TDC's reklamationsafdeling. Prøver den. Nåh, nej den virker jo heller ikke hvis man ikke er online.

Spørger servitricen, hvad man gør. Det ved hun ikke noget om, da det er TDC's problem. Sjovt nok er Monarch's logo jo større end TDC's på logon siden, så jeg går ud fra at de har fået en stor andel af mine 30 kroner. Et stort skilt i "restauranten" siger også "Her er der TDC Hotspot". Så nogen må da kende til hvad man gør. Ingen ud af 6 tilstedeværende ansatte ander noget som helst om hvad TDC Hotspot er for noget og fraskriver sig ansvaret.

Som jeg ser det, svarer det vel til at købe en Coca Cola, sætte sig ned ved bordet og finde ud af at den er tom. Efterfølgende vil personalet ikke kendes ved den og henviser til Coca Cola's hovedkontor i USA. Same shit.

Nå, men jeg fik jo så nedsvælget min pebersteak i en fart, for at komme videre til næste hotspot på motorvejen. Jeg var jo bare stoppet for at spare tid før jeg skulle videre.

Sparet tid, min bare. Hvem har tid til at sidde i kø på telefonen for at diskutere med en idiot fra TDC for at få 30 kroner tilbage. Godt at jeg fik opsagt mit fastnet abonnement hos TDC for nogle måneder siden.

Må både Monarch og TDC rådne et vist sted og måske også 3, hvis de ikke sørger for bedre dækning langs motorvejene.

fredag den 20. februar 2009

Kan man stole på Google ?

Jeg vender lige tilbage til ComputerWorld fra d. 13. februar 2009. Der er simpelthen så meget guf i den.

En kendt person fra Google udtaler på side 2, at "Google rangerer ikke søgeresultaterne efter, hvem der betaler eller søgeoptimerer mest."

Bullshit siger jeg bare.

Han må mene de sponsorerede links, også kaldet Google Adwords. For her er det nemlig rigtigt. Men DET fortæller de jo ikke menigmand. Tværtimod, så fortæller de jo ikke noget om effekten af CTR og Google Quality Score i deres marketingmateriale. F.eks. i det indstik der var i Børsen tilbage i oktober. Google Adwords bliver nemlig ikke (kun) rangeret efter hvem der betaler mest. Det kræver kvalitet efter Google's specifikationer, som de ikke oplyser åbentlyst omkring. Derfor kan det ofte betale sig at outsource optimering og administration af Google Adwords kampagner. Men det er ikke i Google's interesse. De tjener jo flere penge i at du gør det selv..selv.

Nå tilbage til at man ikke rangerer efter hvem der søgeoptimerer mest.

Hvis man netop IKKE udfører søgemaskineoptimering efter de mest basale gode tommelfingerregler, har man absolut INGEN chance for at rangere (ranke) på Google. Med mindre man da findes i en niche, hvor der absolut heller ikke er nogensomhelst konkurrence.

Lad mig give et par eksempler på, hvad der trigger Google's rangering (ranking):

Hjemmesidens / domænets alder
Selv om du har fundet Danmarks bedste domænenavn, designet Danmarks bedste hjemmeside og har Danmarks bedste indhold / content / tekster, vil du stadig være handikappet i forhold til en hjemmeside som er ældre.

Indgående links
Google opfandt selv begrebet for en hjemmesides kvalitet: Popularitet, som de (primært) måler via antal og værdien af indgående links (backlinks). Men igen (qua ovenstående): hvis du får for mange links ind indenfor for kort tid efter opstart af et nyt site på et nyt domæne, så bliver du sgu straffet. Så selv om du har fundet Danmarks bedste...osv. (se ovenstående), så pas på med ikke at udføre din linkbuilding for hurtigt.

Til gengæld kan du, når du når over en vis alder og bliver voksen, tillade dig næsten en hvilken som helst form for SEO manipulation. OG hvis man nu mener at man har Danmarks bedste hjemmeside indenfor en branche eller niche, hvorfor skulle man så lade være med at udnytte mulighederne for at få den markedsført?

Jeg har netop set mange eksempler på gamle (rigtigt gamle) artikler fra velrenommerede hjemesider, som ranker højt på Google - og som er fuldstændigt outdatede. Artikler fra før år 2000 og hvidkål, som er totalt irrelevante og som netop p.g.a. alder burde være straffet med bandlysning og blacklistning for længe siden, kan ranke på Google indenfor hvad som helst. Når Google nu engang har valgt at sortere ungdommen (nye sites) fra, burde de altså også sende artikler på pension, når de er over 5-8 år.

Samme artikel fra ComputerWorld slutter med "De personer bliver straffet af Google, ligesom man bliver straffet, når man snyder i skat eller i sport".

Jo tak, men hvor går man hen og klager over straffen? Hvem klager man til, selv om man kan bevise at ens artikel eller hjemmeside er mere relevant / opdateret / sand end dem der ligger ovenover. Google har en række automatiske filtre, som giver dig nogle typiske straffe, hvor din hjemmesides position bliver flyttet 50, 100 eller 200 pladser nedad. Uanset hvad du gør, kan du ikke bare få dem ophævet igen. Jo måske, hvis du VED hvad du har gjort forkert og derefter lægger dig med ansigtet mod mekka og beder både til muslimernes gud og Google samt 1000 virtuelle piskeslag. Sig efter mig: Be be, jeg skal aldrig gøre det mere. P.S. Kryds fingrene og bed til samme Gud om, at der snart kommer lidt konkurrence.

Jeg skal dog lige sige, at jeg heller ikke går ind for Jason Calacanis og hans metoder og ideer. Mere om ham en anden dag.

Og lad endelige ikke Google stikke dig blår i øjnene. Ranking på Google er UDELUKKENDE et spørgsmål om penge (hvis man da også indregner tid som penge). Ellers ville "Online Reputation Management" jo også være et omsonst begreb at tale om i ComputerWorld.

søndag den 15. februar 2009

Slet alt med Computerworld

D. 13.02.2009 havde ComputerWorld dedikeret avisen til SEO, online reputation management og relaterede emner.

En artikel under overskriften "Sådan fjerner du din fortid fra nettet" giver 5 gode råd om, hvordan du fjerner oplysninger om dig selv fra nettet (læs Google), som du har fortrudt. Råd nr. 2: "Forsvind fra søgemaskinerne" foreslår at du sletter din hjemmesides robots.txt filer.

Forfatteren må have fået noget galt i halsen. For det første kan en hjemmeside kun have én tilknyttet robots.txt fil. For det næste er søgerobotterne ligeglade med om du har én - de kigger godt nok efter om den er der. For det tredie kigger de efter den, netop fordi man i den fil angiver hvilke filer robotterne IKKE skal indekseret. Så hvis man fjerner den, vil man altså invitere robotterne til at læse ALLE siderne på hjemmesiden. Stik modsat af hvad rådgivningen går ud på.

Hvis man har en hjemmeside, som man vitterlige IKKE ønsker nogen skal se, kan man jo bare nedlægge den. Hvis den er synlig for nogen som helst, vil den også være synlig for søgemaskinerne. Man kan jo så sætte en log-in på, hvis man kun vil have besøg af nogen man kender og så kan Google jo ikke komme ind. Men så skal man også være sikker på, at der ikke er offentlig adgang til undersiderne.

Inspiration til rådene skulle være hentet fra smashgods.com. Jeg har gennemtrævlet den blog, men kan ikke finde dette eller andre råd i den retning.

Nå, jeg opdager lige at online-versionen af artiklen er lidt anderledes. Her angives trods alt hvordan man afviser en robot i robots.txt filen, men den siger stadig at man skal slette alle robots.txt-filer.

fredag den 6. februar 2009

Her smadrer prinsen svin

Mange tror at Google ignorerer eller undlader at indeksere uvigtige ord, eller stopord / stop ord / stop words som de også kaldes.

Jeg kom til at tænke på dette falsum, da jeg kom forbi nyhedsoverskriften "Her smadres prinsens vin". Hvis du ændrer ét bogstav og flytter et mellemrum, ændrer sætningen fuldstændig betydning. Skift et "s" ud med et "r" og flyt mellemrummet en smule og sætningen siger "Her smadrer prinsen svin".

Nu er det selvfølgelig klart, at søgninger på de to sætninger giver fuldstændigt forskellige søgeresultater. Prøv selv. Der er dog prinser med i begge søgeresultater.

Men at det lille ord "i" eller andre stopord skulle have betydning for antal hits og rækkefølgen i Google SERP's, havde selv ikke jeg forestillet mig.

Et eksempel: Søgning på "kurser i google adwords" giver 5.590 hits med følgende TOP-3 liste:

Nr. 1 på Google: SEOTech
Nr. 2 på Google: Zangenberg

Nr. 3 på Google: Zangenberg

Fjern så "i" fra søgningen. Det giver 4.920 hits med følgende TOP-3:

Nr. 1: IIH
Nr. 2: SEOTech
Nr. 3: Zangenberg

Hvis man kender en lille smule til eyetracking analyser og klikanalyser, ved man at der er rasende stor forskel på antallet kliks mellem de 3 første hits. Der kan sagtens være 30-50% forskel i antallet af hits mellem nr. 1 og 2 eller 3.

Så hvem kan påstå at stopord ikke har nogen betydning i forbindelse med optimering? Eller vil eksperterne mene at der er tale om en tilfældighed? Prøv så at søge igen i overmorgen.

Eller prøv i et markedssegment hvor der er ekstrem stor konkurrence, flybilletter:

En søgning på "billig flybillet til rom" giver 295.000 hits og denne rækkefølge:

Nr. 1: kelkoo
Nr. 2: skyscanner
Nr. 3: travelmarket

Hvorimod søgning uden det lille ord "til" = "billig flybillet rom" giver 156.000 hits - altså ca. 40% færre med følgende rækkefølge:

Nr. 1: sas
Nr. 2: sas
Nr. 3: travelstart

Vil også du, kære SEO-ekspert-konkullega, stadig påstå at detaljer, som f.eks. stopord, ikke har nogen betydning i Google søgninger?

fredag den 30. januar 2009

Google straffer med forvisning til 101 og 201

Når man arbejder professionelt med SEO, bliver man nødt til at teste grænser af hele tiden.
Det mest irriterende er, når man bliver straffet, men ikke umiddelbart kan finde ud af HVORFOR. Der er ikke nogen man kan ringe og spørge, så der skal bare researches.

Senest har jeg været ude for at et af mine sites' forside er sendt ud på plads nr. 101 hhv. 201 ved søgning på 2 hovednøgleord. Siden er stadig indekseret og ranker fint på andre ord og long tails, men ikke på de 2 vigtigste.

Jeg har søgt på Google, men har ikke kunnet finde nogen, som tidligere har skrevet om 101-penalty eller 201-penalty. Alle taler om +50, +100 eller +ganske mange penalties, hvor der lægges et antal positioner til den position, som du havde i forvejen. Og sitet lå altså ikke som nr. 1 eller 11 på de to søgeord.

Jeg vil gætte på, at der straffes for ankertekst-spamming, da der indenfor de seneste få uger er tilføjet links fra nogle amerikanske sites. Men jeg har kigget og kigget og vurderet de hjemmesider der leverer linkene og de ranker selv fint i Google. Jeg har endda holdt en lang pause med links fra stærke hjemmesider, så hvorfor f..... Google reagerer så kraftigt nu, er en gåde. Men de har jo magten de sk.........

Ved seneste PR opdatering blev sitet endda opgraderet og der er ikke udført snuskige ting på sitet.

Nå, heldigvis er det kun de generiske søgeord der er straffet for, så det er ikke nogen katastrofe. Det er bare fuc.... irriterende at man ikke kan være sikker på HVORFOR? Så kunne man jo bare reversere eller sige be be.

Jeg prøver alligevel: be be Google, I love you guys for keeping me buzy.

onsdag den 21. januar 2009

SEO med stavefejl ikke nemt

Google er blevet klogere og smartere. Og så er den blevet bedre til dansk.

Det gør det faktisk svært at udføre SEO med typiske stavefejl. Når du udfører en søgning med en slåfejl eller en stavefejl, vil Google i de fleste tilfælde gætte hvad du faktisk mente. Google viser i mange tilfælde 2 hits øverst fundet på den rigtige stavemåde.

Hvis du f.eks. søger på "dokumentskannere" - altså "scannere" med k, som mange faktisk anvender, så viser Google 2 hits med overskriften: "Mente du: dokumentscannere Viste top 2-resultater".

Det er selvfølgelig fint nok, hvis man ranker indenfor TOP-2 på den rigtige stavemåde. Til gengæld er det irriterende, hvis man netop ikke ranker højt på den rigtige, men gerne vil tiltuske sig lidt trafik på stavefejlen eller stavemåde, som ikke benyttes så ofte.

torsdag den 15. januar 2009

Google bare videre med god samvittighed

Der har været en hel del danske medier, som råt har slugt New York Times' historie om, at det skulle koste en tsunami i CO2 udledning at google på Google.

Sandheden er jo at det koster CO2 uanset om du bare sidder og kigger dumt ind i skærmen på et tomt billede eller om du googler eller ser pornofilm. Der er nanoWatt til forskel. Den største forskel er om du har din computer tændt eller ej. Nettet kører jo hele tiden og Google's servere kører hele tiden.

Det er ufatteligt at danske journalister hopper med på at videreformidle en sådan gang vrøvl:

Børsen: Google-søgninger koster dyrt i forurening!
Avisen.dk: Du forurener når du googler
Comon: Er google-søgninger en miljø-synd?
DR: Du smider om dig med CO2 når du googler
DR Update: Google er dårligt for miljøet

Faktum er at du absolut ikke kan koge en normal størrelse kedel med vand for noget der ligner de omtalte 7 gram CO2. Og iøvrigt kommer det jo altså også an på, hvad du varmer kedlen op med.

Kære journalister. Har I ikke lært noget om kildekritik?